10 tips til opstart af hjemmeside

VN:F [1.9.22_1171]
Hvad synes du om artiklen? Giv en vurdering herunder:
Rating: 5.0/5 (5 votes cast)

Ønsker du at få lavet en ny hjemmeside, så har jeg her lavet en guide til hvad du kan tænke over for at få det bedst mulige slutresultat.

1. Hvad er målet med din hjemmeside?

Som så mange andre ting i livet, så betaler det sig at du som det første tænker over hvad det er du gerne vil opnå med din hjemmeside. Sæt dig ned og definer hvad det primære mål (og evt. sekundære) mål med din hjemmeside er.

Det kan f.eks. være at:

  • Dine besøgende nemt skal kunne kontakte dig via telefon, e-mail eller via en kontaktformular.
  • Dine besøgende skal downloade en brochure eller et katalog i PDF form.
  • Dine besøgende skal tilmelde sig et arrangement.
  • Dine besøgende skal tilmelde sig dit nyhedsbrev.
  • Find selv på flere…

Prøv også at tænke over hvilke funktioner du ønsker på din hjemmeside, og prøv og beskriv dem så godt du kan. Suppler gerne med eksempler fra andre hjemmeside på internettet, som efter din mening gør det godt.

Brug også noget tid på at beskrive hvem din målgruppe(r) er.

Ud fra ovenstående kan du med fordel lave din egen kravspecifikation. Det er nemlig en god idé at du tvinger dig selv til at tænke over disse ting og at du får dem beskrevet så godt du kan. Det vil hjælpe dig rigtig meget i de næste trin af processen med at få lavet en ny hjemmeside.

2. Webdesign og funktionalitet

Webdesign – altså udseendet af din hjemmeside – handler faktisk om rigtig mange ting. Og det er vigtigt at have fokus på at få lavet et godt webdesign. Når en besøgende lander på din hjemmeside vil han/hun inden for få sekunder, i sin underbevidsthed, have besluttet om hjemmesiden er troværdig . Så det er altså vigtigt at efterlade et rigtig godt førstehåndsindtryk hos dine brugere.

Derudover handler webdesign og funktionalitet også om at:

  • Vise en logisk menustruktur, der er nem og intuitiv at navigere i for brugerne.
  • Strukturering af indhold, så det er overskueligt og logisk opbygget.
  • At holde det så simpelt som muligt. Skær overflødige funktioner og visuelle effekter væk, for at holde fokus på målet.
  • At fremhæve de elementer i designet, der skal få dine brugere til at skride til handling (tilmeldelse, kontakt, download, køb).
  • At din hjemmeside ser ens ud (og virker) i alle browsere. Læs mere om browser optimering her.
  • Og mange flere…

En af de største fejl du kan begå som hjemmesideejer er at få lavet design og funktionalitet, som du ønsker det skal være. I hvert fald ikke uden at du har tænkt over hvem din målgruppe er og hvordan de opfatter din verden.

Du får mest ud af at opbygge hjemmesiden så den er målrettet mod dine kunder og ikke ud fra hvad du selv synes er flot eller smart.

3. Tekster på din hjemmeside

At skrive gode tekster til din hjemmeside er helt essentielt for at få succes, og er desværre et område som nedprioriteres og undervurderes af alt for mange.

Sørg for at dine tekster er unikke. Tænk over hvad det er dine brugere ønsker at læse på din hjemmeside for at de skrider til handling. Du skal tænke på din målgruppe og på at beskrive hvilket problem du kan løse for dem eller hvilken værdi du kan tilføre dem.

Der er ingen der kender din forretning bedre end dig selv, så det er selvfølgelig oplagt at du selv går i krig med teksterne. Du må bare ikke undervurdere hvor tidskrævende og vigtigt gode tekster kan være.

Derfor kan du f.eks. sørge for at få nogen til at læse korrektur på dine tekster inden de publiceres. Så kan du få de værste stavefejl m.m. skåret væk.

Alternativt kan du hyre en professionel tekstforfatter.

4. Effektmåling via Google Analytics

Når du har en hjemmeside skal du holde øje med hvilken adfærd dine besøgende har. Du skal sørge for at dine primære mål bliver målbare, så du kan måle effekten af din hjemmeside.

Et godt værktøj til dette er Google Analytics. Det er i øvrigt gratis at benytte. En standardopsætning giver dig muligheder for at lære en masse om dine besøgende. Bl.a.:

  • Hvor i verden de har besøgt din hjemmeside fra.
  • Hvordan de har fundet din hjemmeside (fra søgemaskiner, direkte indtastning af webadresse, andre hjemmesider og mange flere). Du kan også se hvilke søgeord de har brugt for at finde din hjemmeside.
  • Hvor stor deres skærmopløsning er.
  • Om de bruger Windows eller noget andet som styresystem
  • Om de har besøgt din hjemmeside fra en smartphone.
  • Hvilke sider de har set på din hjemmesider
  • Om de har forladt din hjemmeside med det samme
  • Og meget meget mere…

Alt dette bliver dog først rigtig interessant, når du får opsat dine mål med hjemmesiden i Google Analytics også. Så kan du nemlig se hvilke markedsføringstiltag der er effektive og hvilke der ikke er indbringende.

Lad os sige at dit primære mål er at få dine brugere til at kontakte dig via en formular, og at 50% af dine besøgende kommer ind på din hjemmeside via Google Adwords annoncer. Så skal du få opsat et mål i Google Analytics der bliver opfyldt når kontaktformularen er udfyldt.

Når du har opsat sådan et mål, kan du nemlig se hvor de besøgende, der kom i mål, er kommet fra. Hvis ingen af dem er kommet fra dine Google Adwords annoncer, så er det jo penge ud af vinduet at poste penge i Adwords.

Effektmåling er guld værd til at se om dine tiltag betaler sig, og til løbende at optimere din hjemmeside og din markedsføring.

Alt dette skal din leverandør kunne hjælpe dig med.

Ønsker du selv at få mere viden på området vil jeg anbefale Analyticsbogen. Start med at hente den gratis light version.

5. Markedsføring

Hvis du offentliggør din hjemmeside uden at have tænkt over markedsføringen af den, svarer det til at åbne en fysisk butik et sted, hvor der aldrig kommer mennesker forbi og ser hvad du udstiller i dit butiksvindue.

Derfor skal du som minimum overveje følgende markedsføringsmetoder:

1. Søgemaskineoptimering

Søgemaskineoptimering handler om at optimere alle dine sider på din hjemmeside til at ligge så højt som muligt i f.eks. Google søgeresultat. Når dine brugere søger efter noget på Google får de 10 resultater præsenteret. Hvis du ligger i top 5 har du en god chance for at de klikker på netop din hjemmeside. Du kan måske også få enkelte klik på placeringerne mellem 5-og 10, mens alle resultater på side 2 stort set er uinteressante.

Her kommer lige en kort beskrivelse af de vigtige ting i forhold til succes i søgemaskinerne:

  • Find ud af hvad dine brugere kalder dine produkter, ydelser eller services. Lav en søgeordanalyse, f.eks. via Google’s keyword planner.
  • For hver side på din hjemmeside skal du udfylde dit title tag, og meta description tag.
  • Din leverandør skal sørge for at dit CMS sættes rigtigt om i forhold til at undgå Duplicate Content (at de samme tekster ligger på flere forskellige webadresser). Læs Google’s egen beskrivelse om emnet her.

Dette er ultra kort beskrevet, da dette område kunne fylde en hel bog for sig selv. Læs mere om emnet her: “Derfor skal du optimere til søgemaskiner og brugere“.

Der findes også flere bøger om emnet. Jeg vil anbefale SEO-LEX (affiliate link), hvis du ønsker mere viden på området – og har mod på at gå i krig med det selv.

2. Google Adwords

Google Adwords er de annoncer du får vist i toppen og i højre side af en Google søgning. Dem der betaler mest kommer til at ligge øverst. Dette kan være utrolig effektiv markedsføring, men det skal gøres rigtigt, da det i mange tilfælde ender med at blive penge ud af vinduet.

Også dette kan der skrives rigtig meget om. Det vil jeg ikke gøre. Der findes nemlig en rigtig god bog om emnet, nemlig AD-LEX (affiliate link).

Markedsføring på internettet er et gigantisk emne, som jeg ikke vil berøre ydeligere i dette indlæg.

Det er et vigtigt emne for at få tiltrukket så mange relevante besøgende som muligt. Og det koster tit 1 kr. at tjene 3. 🙂

Her skal din leverandør også kunne hjælpe dig.

6. Valg af system

Der findes et hav af systemer til opbygning og vedligeholdelse af hjemmesider. De går alle under betegnelsen CMS, som står for Content Management System. Altså et system til vedligeholdelse af indhold på hjemmesiden.

Det kan være utrolig svært at vælge det rette system, men her hjælper en god kravspecifikation dig godt på vej.

Du skal forsøge at finde det system, der bedst kan løse de krav du har til din hjemmeside, hvad end de måtte være.

Der findes både kommercielle systemer og de såkaldte Open Source systemer.

Kommercielle systemer er en betegnelse for de systemer som er udviklet af et firma som har lavet deres egen version af et CMS. En ulempe ved sådanne systemer kan være høje månedlige licensomkostninger, samt en risiko for at du ikke kan drive siden videre, hvis producenten af systemet en dag ikke eksisterer mere. Når det er sagt så findes der udemærkede kommercielle systemer. Et af dem er Dynamic Web.

Open Source systemer har 2 store fordele:

  • De er baseret på fælles udvikling og alle har 100% adgang til kildekoden systemet er udviklet i. Det betyder at de mest populære Open Source systemer er i stand til at opbygge en stor hær af udviklere der arbejder på at forbedre systemerne til fælles gavn.
  • Du er i stand til at skifte leverandør meget nemmere, hvis en leverandør skulle gå konkurs eller andet. Der findes nemlig masser leverandører inden for de største CMS i verden.

Et af de bedste Open Source CMS der findes, er efter min mening TYPO3. Af andre systemer, som også er rigtig gode, kan jeg nævne Drupal, WordPress og Umbraco.

Det bedste råd jeg kan give dig i forhold til valg af system, er at kigge på de forskellige systemer, og finde ud af hvilke muligheder de tilbyder. Du kan evt. sammenligne forskellige systemer via denne CMS sammenligningsside.

7. Valg af leverandør

Det er ikke sikkert du skal bruge så meget tid på selv at finde ud af hvilket system du skal vælge. Hvis du er helt på bar bund, så er det bedre for dig at bruge krudt på at finde den rigtige leverandør. Derfor vil jeg nu opstille nogen punkter, som du kan bruge, når du skal finde den rigtige leverandør.

  • Kig på deres referencer og se om de har lavet flotte og funktionelle hjemmesider, som du godt kan lide.
  • Kig på hvad deres kunder siger om dem.
  • Sørg for at de tænker i helheder og ikke kun på at producere det du bestiller. En god leverandør, skal kunne udfordre dig på mange områder: Bl.a. webdesign, online markedsføring, løbende optimering af hjemmesiden og effektmåling. De skal kunne hjælpe dig med at få lavet en flot og funktionel hjemmeside, som har fokus på at nå dine opstillede mål, og de skal kunne hjælpe dig med at gøre din hjemmeside synlig i søgemaskinerne og med at forbedre den løbende m.m.
  • Sørg for at få vist en demo af deres foretrukne CMS, så du kan vurdere om det er noget du kan arbejde med.
  • Gennemlæs deres betingelser og pas især på abonnementsaftaler der er en lang opsigelsesfrist på.
  • Vælg nogen du føler dig tryg ved og hvor kemien er god.

Hvis du laver en god kravspecifikation, kan du også sende den ud til et par forskellige leverandører og dermed indhente flere forskellige tilbud på det du gerne vil have udført.

Jeg vil dog til enhver tid anbefale dig at snakke med din potentielle leverandør inden du beder dem om et tilbud, for at få dannet et godt førstehåndsindtryk for begge parter.

Det er i øvrigt en kæmpe fordel for din fremtidige succes, at du betragter din leverandør som din sparringspartner på dine online aktiviteter – og ikke blot anser dem for at være producenter.

8. Vedligeholdelse af hjemmesiden

Det er vigtigt at du vedligeholder din hjemmeside. Hvis du gerne vil være seriøs, så skal du som minimum sørge for at de informationer der ligger på din hjemmeside er korrekte og “up to date”.

Det vil f.eks. sige at:

  • Der ikke må være mange måneder siden seneste nyhed blev lagt på (helt kun få uger).
  • Alle medarbejder profiler skal være opdateret med korrekte informationer. Er der nogen der ikke arbejder hos dig mere, skal de fjernes, og kommer der nye til, bør de oprettes i systemet.
  • Find selv på flere.

Ovenstående er eksempler på ting der som minimum bør være på opdateret konstant. Afhængig af, hvad målet med din hjemmeside er, kan det variere hvor meget der ellers skal gøres ved opdateringen af hjemmesiden.

Men jævnlig ny information er en god idé. Din hjemmeside er meget mere end blot et visitkort på nettet. Hvis du giver dine besøgende lyst til at komme igen, for at læse nyt indhold, så har du også mulighed for at påvirke dem til det du gerne vil have dem til, igen og igen.

Med hensyn til billeder kan dette indlæg måske være til hjælp: “Online og gratis redigering af billeder“.

9. Hosting – valg af webhotel

Valg af webhotel kan der ikke siges ret meget generelt om. Det afhænger nemlig meget af hvilket system du vælger (eller din leverandør bruger).

Efter min mening, at det altid er en rigtig god idé at vælge et webhotel, hvor firmaet bag, ikke kun har kendskab til almindelig serverdrift, men også har et godt kendskab til selve systemet du benytter.

Tjek evt. indlægget om køb af et godt domæne.

10. Sikkerhed – Hold dit CMS opdateret

Lige meget hvilket system du vælger, så er det vigtigt at du (eller din leverandør) holder dit system opdateret. Det vil jeg heller ikke forklare ydeligere om i dette indlæg, da jeg tidligere har beskrevet dette emne her: “Hold din TYPO3 CMS hjemmeside opdateret“.

Indlægget er skrevet i forhold til det system vi bruger, men hovedbudskaberne kan nemt overføres til ethvert andet system.

Jeg håber du kan bruge listen og at du får succes med din hjemmeside. 🙂

VN:F [1.9.22_1171]
Hvad synes du om artiklen? Giv en vurdering herunder:
Rating: 5.0/5 (5 votes cast)
10 tips til opstart af hjemmeside, 5.0 out of 5 based on 5 ratings

Kommentarer (14)

  • Mikkel

    Hvert emne kunne næsten få sit helt eget blogpost så de kunne uddybes. Jeg tror dog at det er vigtigt at holde fast i det første punkt, nemlig målene. Man er pine og død nødt til at opsætte nogle mål og tænke: “hvad skal der til for at nå dem”. Målene gennemsyrer nemlig alt fra design til markedsføring.

    Personligt har jeg lavet den fejl da jeg som udvidende startede min første webshop: jeg ville have en fed hjemmeside. Det betød at jeg havde den flotteste hjemmeside der ikke solgte en pind. 3 år senere er jeg ikke bange for at introducere en webshop med eksklusive produkter og et “billigt” design der konverterer :).

    Jeg tror nu også at mange har en tendens til at skyde først, og tænke bagefter. Det betyder bare meget dobbeltarbejde. F.eks. er jeg først nu begyndt at tænke på hvordan produkterne jeg har bliver solgt, og hvad jeg skal gøre for at komme i kontakt med de leads der florerer på mit site.

    Men en super guide, den summerer perfekt det man skal tage hensyn til 🙂 (der mangler selvfølgelig lige budget delen)

    VA:F [1.9.22_1171]
    God kommentar? Stem her:
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    13-10-2011 at 15:30
  • Henrik Andersen

    Jeg er helt enig i dine betragtninger. Dette indlæg er ment som en startguide for dem som ønsker en helt ny hjemmeside og som inspiration til dem som ønsker at blive lidt mere professionelle med deres online aktiviteter.

    Jeg skulle jo stoppe et sted. Hvert eneste punkt kunne nemt være flere blogindlæg, ja flere af dem endda hele bøger 🙂

    Tak for roserne og din kommentar 🙂

    VN:F [1.9.22_1171]
    God kommentar? Stem her:
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    13-10-2011 at 16:01
  • Casper

    Hej Henrik. Jeg synes egentlig det er et rigtig godt indlæg. Hvis jeg må smide et enkelt input, så skal det være omkring kvaliteten af ens billeder (du har lidt med redigering og efterbehandling af billeder). Her tænker jeg på en professionel fotograf kontra ens egen self shot images. Et par gode billeder kan virkelig betyde meget, specielt hvis siden er centreret om enkelt person. Eller rettere sagt dårlige billeder, kan virkelig skæmme brugerens oplevelse af siden :-).

    VA:F [1.9.22_1171]
    God kommentar? Stem her:
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    15-10-2011 at 15:19
  • Henrik Andersen

    Professionelle billeder betyder rigtig meget. Ingen tvivl om det – især hvis du skal vise billeder af dine produkter.

    Professionelle billeder kan i høj grad være med til at øge dine salgsmuligheder i den forbindelse. 🙂

    Tak for kommentaren Casper.

    VN:F [1.9.22_1171]
    God kommentar? Stem her:
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    15-10-2011 at 16:54
  • Michael Østergaard

    Mange gode punkter, Henrik.

    Jeg vil dog mene, at et eller to af dem overskygge de andre. Nemlig indhold (tekst) og formål/målgruppe. Ikke uden årsag, at begreber som Content First vinder mere og mere indpas i dag.

    Som en anden kommentator var inde på, så kunne hvert punkt fået sit eget indlæg. Måske i en prioriteret række følge 🙂

    VA:F [1.9.22_1171]
    God kommentar? Stem her:
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    27-10-2011 at 14:57
  • Henrik Andersen

    Vi er ikke uenige Michael. Slet ikke. 🙂

    Tak for dit input.

    VA:F [1.9.22_1171]
    God kommentar? Stem her:
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    27-10-2011 at 16:36
  • Michael Østergaard

    Det regnede jeg heller ikke med, Henrik 🙂

    Vi bevæger os heldigvis imod en tid, hvor det begynder at gå op for kunderne, at den flotte indpakning og den gode søgemaskineoptimering ikke længere er nok.

    Jeg tror nok, at man siger noget i retningen af, at 90% (eller mere, måske mindre) af internettet består af indhold.

    VA:F [1.9.22_1171]
    God kommentar? Stem her:
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    27-10-2011 at 18:12
  • Henrik Andersen

    Det tror jeg du har helt ret i Michael, så jeg er igen helt enig. 🙂

    VA:F [1.9.22_1171]
    God kommentar? Stem her:
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    29-10-2011 at 09:03
  • kirsten Andreassen

    Jeg har downloaded appsen på min Iphone, men kan ikke komme videre, da den skriver notifications are off. You must enable push notifications. Press settings to enable……. hvor gør jeg det ??? Jeg kan ikke finde ud af hvor jeg skal gøre det
    Kan I /du hjælpe mig

    VA:F [1.9.22_1171]
    God kommentar? Stem her:
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    13-04-2012 at 11:07
  • Henrik Andersen

    Hej Kirsten
    Forstår ikke dit spørgsmål i forhold til indlægget? Kan du specificere det ydeligere?

    VN:F [1.9.22_1171]
    God kommentar? Stem her:
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    13-04-2012 at 11:12
  • Ann-Louise

    Hej Henrik

    Vi overvejer at starte en ny hjemmeside – noget lignende netdating, men vi er begge lidt på bar bund mht. opsætning m.m. Hvad ville dit bud på opstartsbudget være sådan rundt regnet?Vi har en fed ide men selve opstartsfasen halter lidt…
    Hilsen Louise

    VA:F [1.9.22_1171]
    God kommentar? Stem her:
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    06-08-2012 at 22:07
  • Henrik Andersen

    Hej Louise
    Det er meget svært at svare på, da jeg hverken kender specifikationerne for netdating siden eller jeres ønsker til siden, men det er nok noget der kræver en del blod, sved og tårer. 🙂

    VN:F [1.9.22_1171]
    God kommentar? Stem her:
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    07-08-2012 at 08:27
  • Cecilie Madsen

    “At skrive gode tekster til din hjemmeside er helt essentielt for at få succes, og er desværre et område som nedprioriteres og undervurderes af alt for mange.”

    Som tekstforfatter kan jeg kun være helt enig i dette! Hvis du først har fået kunderne ind på din hjemmeside, er det SÅ ærgerligt at skræmme dem væk igen grundet stavefejl, grammatiske fejl eller dårlige tekster. Virksomheden kommer til at virke utroværdig og bliver valgt fra. Og det kan ses på bundlinjen.

    VA:F [1.9.22_1171]
    God kommentar? Stem her:
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    05-10-2015 at 18:17
  • Anders

    Selv om dette indlæg er en hel del år gammelt er det stadig relevant i dag. Det er i høj grad de sammen faktorer der gør sig gældende for at skabe en successful hjemmeside. Med hensyn til valg af system kan jeg anbefale WordPress, da det i dag er meget let at komme i gang med – også for dem der aldrig har lavet en hjemmeside før.

    Personligt køber jeg billederne til mine hjemmesider online. Herved kan jeg få en god kvalitet til en lav pris og det er minimalt hvad jeg skal bruge af tid på at få mine sites til at se professionelle ud. 🙂

    VA:F [1.9.22_1171]
    God kommentar? Stem her:
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    27-09-2016 at 13:42

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive synlig.