Sandheden om links – Anatomi, Fokus og ankertekster

VN:F [1.9.22_1171]
Hvad synes du om artiklen? Giv en vurdering herunder:
Rating: 3.6/5 (23 votes cast)

Mit navn er Luciano Bellacci. Jeg arbejder til dagligt som Head of SEM og Senior SEO hos Bondtofte & Co. Virksomheden ejes af Henrik Bondtofte, og vi arbejder med alt fra små dedikerede linkbuildingopgaver til store tekniske SEO-opgave, samt Google AdWords og Facebook annoncering.

Og i dette indlæg vil jeg give dig et indblik links. Hvis du arbejder med SEO, ved du også at links er et af de mest essentielle parametre for succes. Men som med så meget andet, kan links ikke stå alene. Det tekniske fundament for dit website er grundlaget, og bygger du links på et råddent fundament, vil den akkumulerede værdi bare ikke være lige så stærk, som hvis fundamentet var i tip top stand! Det tekniske må vi dog gemme til en anden gang, for i dette indlæg vil jeg give dig det ultimative indblik, hvad er link i virkeligheden betyder for dit website, og kan betyde for dine placeringer i søgemaskinerne.

Linkets anatomi

Et link er bundet på flere parametre. Nogle af de begreber du ofte vil møde i forbindelse med links er Popularitet, TrustRank, CitationFlow, TrustFlow. Lad os prøve at se nærmere på disse begreber.

Popularitet (PageRank): Selvom den visuelle Pagerank er død, lever Pagerank skam I bedste velgående som en bagvedliggende faktor. Denne vurderer antallet af kvalitetslinks, samt giver et groft estimat af, hvor vigtig siden er. Men igen: du kan ikke se den, så fokuser ikke på den.

Du skal dog vide, at pagerank, altså popularitet, udelukkende måles på henvisningsanalyser og dermed links! Jo mere populært det site er, der linker til dig, desto mere pagerank kan de overføre = mere popularitet til dig.

Troværdighed (TrustRank): Combating webspam with TrustRank, hed den afhandling, der blev udviklet på Standford, og som nu er et ufravigeligt punkt, når det kommer til at vurdere links. Troværdighed handler primært om, hvor mange andre troværdige sider, der linker til det pågældende site. Det har ligeledes en betydning, hvor gammelt domænet er, samt hvor tæt det befinder sig på såkaldte seedsites.

Overvej også, hvem du linker ud til. Dette er også et punkt, når det kommer til troværdighed. Linker du spam-sites eller andet skidt, vil det have en negativ effekt.

Anti-TrustRank: Logikken virker begge veje: Jo tættere du er på spamsites desto større risiko er der for, du selv kategoriseres som et.

CitationFlow (majestic trademark): CitationFlow tildeler en værdi mellem 0-100 vurderet på den power, et link indeholder.

TrustFlow (majestic trademark): TrustFlow er baseret på kvaliteten af links. Denne er baseret på klynger af stærke sites, der er manuelt udvalgte. Jo tættere du er på disse, desto højere TrustFlow.

Fokus

Der er enkelte altoverskyggende parametre, du bør fokusere på, når du vurderer links. For et link er ikke bare et link – et link er en stemme på nettet, og som i den virkelige verden, er stemmer fra mere autoritære kilder langt mere værdifulde, end links fra det modsatte. Derfor kommer her dine fokusområder, når du skal vurdere links og hele linkprofiler generelt:

Relevans: Hvor relevant er linket? Tag og kig på de omkringliggende faktorer, herunder det indholdsmæssige på sitet. Har du et content-baseret link, der er i tråd med det indhold, der linkes ind til på dit site, vil din relevansscore være betydeligt højere, end hvis indholdet handler om noget helt andet.

Sælger du f.eks. tilbehør til iPhones, kunne linket bære en høj relevans, hvis det kom fra et nyhedssite, med udgangspunkt i de nyeste tendenser inden for mobilteknologi. Omvendt ville linkets relevans falde noget mere til jorden, hvis websitet handlede om de nyeste tendenser inden for tøjmode.

Varians: Varians i links et utrolig vigtigt. Forestil dig en linkprofil, hvor alle links kom fra billeder. Ud over du ville gå glip af fordelene ved ankertekster, vil det give et meget unaturligt billede af profilen. Den ”rigtige” linkprofil har alle typer af links: Billedlinks, nofollow-links, redirects, svage sider med få links, autoritære links, redaktionelt tomme links og meget mere. Den perfekte linprofil bør også have en varieret ankertekst-profil.

Links der giver besøg: Link der giver besøg er vigtigere end nogensinde før. Ud over værdien i linket, vil dette medføre mulighed for bedre user engagement data. De besøgende, der kommer til dit site som en henvisning, vil betragte dig som en kilde – måske ikke den primære kilde, men kilden til uddybende indhold. Herfra er det så din opgave, at have godt engagerende indhold, god brug af billeder og video, der kan engagere brugerne og dermed få dem til at blive længere på sitet, se flere sider osv.

Sociale links: Selvom links fra sociale medier ikke tæller på samme måde, som mange andre ”almindelige” links, da de er nofollow og ligger bag login, har de en værdi. Den er dog endnu meget uklar for mange marketers. Jeg tror dog, at websites med få eller ingen sociale links, vil være konstant bagud i fremtiden.

Mentions: Mentions har i lang tid haft en vigtig betydning. En mention består i, at et website nævnes i sin komplette form, som f.eks. http://www.domæne.dk. Søgemaskinerne kan godt tyde disse og tillægger dem uden tvivl værdi. Dog ikke på samme måde som et link, men vi ved fra tests, at Google følger og indekserer domæne mentions, ligesom de gør med rigtige links.

Kontinuerlig linkvækst: Det er vigtigt, at linkbuildingarbejdet ikke stopper. Du bør fokusere på en konstant tilstrømning af links til dit website – selvfølgelig med måde. Men sørg for at der er udvikling i profilen. Dermed ikke sagt, at der ikke kan forekomme perioder med klumper af links – det er såmænd meget normalt. F.eks. hvis der udgives nye spændende indhold fra en blog, vil det være normalt at der linkes meget til dette i starten, hvorfor der over en kort periode vil forekomme mange links. Herunder er et eksempel på en linkprofil med en stødt stigende udvikling. Billedet er fra ahrefs.com, som i mine øjne er et af de vigtigste værktøjer, når det kommer til at analysere linkprofiler:

Linkprofil-udvikling

Ankertekster

Der er grundlæggende 3 typer af ankertekster:

Exact match: – Børnetøj

Phrase match: – ’Flot og dejligt børnetøj i de rigtige størrelser’

Neutral: http://hjemmeside.dk, klik her, læs mere.

Den naturlige linkprofil bør altid have en overvægt af naturlige ankertekster, som domæne.dk, klik her, gå til, kildehenvisning. Herunder kan du se et billede over nogle af de mest naturlige ankertekster:

Naturlige-ankertekster

Igen kan du bruge værktøjet Ahrefs.com til at klarlægge, om din anchor-cloud, som det kaldes, er som den skal være. Herunder er et eksempel på sportmaster.dks linkprofil.

anchor-cloud-ahrefs

Her kan vi se, at der er en klar overvægt i naturlige ankertekster, med bl.a. ”sportmaster” og ”www.sportmaster.dk” Derudover kan vi også konstatere, at langt størstedelen af deres links kommer fra dk-domæner, hvilket også er et must, når nu sitet er på dansk.

Hvordan får du naturlige indgående links?

Der er mange måder at få links på. En af de ting, du bær gøre er, at give noget væk eller stille noget til rådighed, som folk kan benytte mod en kildehenvisning. Det kunne f.eks. være en e-bog eller grafisk materiale i form af grafik. Sidstnævnte har Searchengineland gjort til perfektion. Du kender sikkert Det periodiske SEO-system. Jeg tror ikke der findes en eneste person, der til dagligt arbejder med SEO, der ikke har brugt denne grafik. Og prøv engang at se, hvor mange indgående links, dette har skabt til bare den specifikke URL, hvor grafikken ligger – og nu kom der minsandten et mere:

SEO-table

Opsummering

Vi kan med ovenstående viden holde fast i, at links så absolut er en af- hvis ikke den mest afgørende faktor for succes i søgemaskinerne. Du skal dog være opmærksom på, at links ikke længere bare er links – der skal ligge relevans, autoritet og diversitet bag disse.

Har du tjekket din egen linkprofil for nyligt? Hvis ikke, så tag lige og gør det. Vurder hvor mange links du har, hvor fra de kommer, hvordan din anchor-cloud ser ud og hvor høj en autoritet de egentlig giver dig sammenlagt. Hvis du har brug for råd eller vejledning smider du blot en kommentar herunder.

Jeg vil også meget gerne høre dine erfaringer med linkbuilding, har du nogle punkter, du mener, jeg har overset, tricks til hurtige links eller spørgsmål til mig, så tøv ikke med at kommentere på dette indlæg.

VN:F [1.9.22_1171]
Hvad synes du om artiklen? Giv en vurdering herunder:
Rating: 3.6/5 (23 votes cast)
Sandheden om links – Anatomi, Fokus og ankertekster, 3.6 out of 5 based on 23 ratings

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive synlig.