Hvorfor virksomheder bør overveje Affiliate Marketing

VN:F [1.9.22_1171]
Hvad synes du om artiklen? Giv en vurdering herunder:
Rating: 5.0/5 (3 votes cast)

Mit navn er Joen Rude Falsner. Jeg driver Stayclassy.dk, som er blandt Danmarks førende blogs inden for herremode og livsstil. På bloggen beskæftiger jeg mig en hel del med Affiliate Marketing, som efter min mening er en af tidens mest attraktive former for online markedsføring.

Sideløbende med bloggen driver jeg også conteur.dk, som er et nyt kontormagasin, der ligeledes bygger på Affiliate MarketingAf den grund har jeg også skrevet et par ord om hvorfor, at virksomheder bør overveje at bruge Affiliate Marketing som integreret del af deres markedsføringsstrategi.

Har du en virksomhed, der sælger produkter over internettet? I så fald er du formentlig også enig i, at det at generere trafik og skabe salg er en kontinuerlig udfordring.

Også selv om business is good. Uanset hvor godt din virksomhed klarer sig, er der nemlig altid konkurrenter, der gør en indsats for at vippe den af pinden.

Efterhånden som vi er nået om på den anden side af midten af 10’erne, er internettet blevet en, så at sige, civiliseret platform.

Vi shopper online mere end nogensinde. Vi er blevet fortrolige med internettet i en grad, hvor vi ikke længere er bange for at købe produkter fra sider, vi ikke rigtigt kender.

Kort sagt er internettet vistnok kommet for at blive, men hvordan sikrer du dig, at din virksomhed kan følge med? At stigende konkurrence ikke ender med at være sønderknusende?

Det ville ikke være forkert at påstå, at man hele tiden er nødt til at have et par fingre på pulsen.

Og et af slagene som man skal lægge mærke til, går under navnet Affiliate Marketing.

Hvad er Affiliate Marketing for noget?

Affiliate Marketing illustrationHvis du ikke allerede er bekendt med Affiliate Marketing, finder jeg det rimeligt at fortælle et par ord om begrebet.

Affiliate Marketing er en performance-orienteret markedsføringsform, der belønner andre web sites, hver gang de genererer salg af din virksomheds produkter. Affiliate Marketing er et ret simpelt koncept, der gerne beskrives som værende win/win marketing.

Lad mig give et konkret eksempel

På min blog Stayclassy.dk, skriver jeg om herremode og livsstil.

Særligt inden for herremode benytter jeg mig af Affiliate Marketing, hvor jeg har skrevet artikler om alt fra gaveidéer til mænd og efterårsjakker til blå jakkesæt og hvide sneakers.

Næsten alle de produkter jeg fremhæver, er fra virksomheder, som jeg samarbejder med via Affiliate Marketing.

Inden for tøj bruger jeg for eksempel flittigt Zalando, som i praksis betyder, at jeg får en procentdel af den samlede ordreværdi, når/hvis den besøgende via mit link til Zalando køber noget.

Det er vigtigt at notere sig, at jeg kun får betaling, når jeg rent faktisk har leveret varen i form af et indfriet lead.

Dermed er Affiliate Marketing med andre ord omkostningsfri markedsføring i hvert fald i et vist omfang, og det er en af flere fordele ved denne form for online marketing.

Fordele ved Affiliate Marketing

Lad os kigge et øjeblik på de reelle fordele som Affiliate Marketing kan bringe en virksomhed.

Få omkostninger forbundet

Som nævnt er Affiliate Marketing omkostningsfrit i et vist omfang. Det koster meget lidt at få sat op.

I Danmark alene findes der efterhånden ret mange affiliate-netværk, hvor man som virksomhed kan få en fornuftig aftale i hus. Den egentlige omkostning består i den kommissionssats, som virksomheden tilbyder deres affiliates.

Kommissionssatsen svinger alt efter hvilke produkter, der er tale om.

Fysiske produkter som tøj, sko, elektronik og så videre ligger som regel omkring de 6-10%, hvor online ydelser som software og lignende ikke overraskende ligger markant højere som følge af lave distributionsomkostninger.

I sidste ende er det dog op til virksomheden selv. Hvad er et realiseret salg værd for dig? Hvad mener din virksomhed er en rimelig kompensation?

Outsourcing med Affiliate Marketing

En virksomhed kan i teorien outsource deres indsats på Content Marketing området ved at have en klar Affiliate Marketing strategi.

I stedet for at have ansat adskillige in-house tekstforfattere, kan man vælge at indgå samarbejder med eksterne medier og bloggere. Hvis man regner på de månedlige udgifter forbundet med fuldtidsansatte, er det værd at overveje eller i hvert fald teste, om det bedre kan svare sig.

Lad os igen prøve med et eksempel

Du sælger møbler via din webshop.

I øjeblikket har du to ansatte til at lave inspirerende indhold på webshoppens blog, da din virksomhed forsøger sig med en målrettet Content Marketing strategi.

De to ansatte leverer en masse glimrende indhold, men afkastet er langt mindre end de faste omkostninger forbundet med skribenternes indsats.

Ret hurtigt finder du ud af, at det ikke kan hænge sammen økonomisk. Derfor afskediger du dem.

Du beslutter dig for at omlægge strategien, således fokus er rettet skarpt mod Affiliate Marketing. Du tager fat i relevante bloggere og medier, hvor du tilbyder en svært attraktiv kommissionssats.

I stedet for at tilbyde de sædvanlige ~8% som alle kan få, tilbyder du 18% under forudsætning af, at der produceres så og så meget indhold på månedsbasis.

Det lykkes for dig at få en håndfuld bloggere og medier om bord, hvilket betyder, at din virksomhed nu er i en situation, hvor de løbende markedsføringsomkostninger er minimeret betragteligt.

Dette scenarie er på ingen måde vejledende for den måde, som Affiliate Marketing normalt foregår på. Eksemplet er blot sat på spidsen for at illustrere hvilke potentielle muligheder, som Affiliate Marketing medbringe sig.

Det smukke ved Affiliate Marketing er ligeledes, at man selv styrer, hvor meget energi man vil bruge på det.

Gratis og kontinuerlig trafik

Det smukke ved internettet er, at det sjældent glemmer. Lige så snart jeg har publiceret en artikel på Stayclassy.dk og Google har indekseret den, er artiklen en fast del af det uendelige arkiv af tilgængelig online data.

Så længe artiklen baserer sig på et nogenlunde populært søgeord, og artiklens indhold er af en vis kvalitet, og gerne også længde, er der glimrende chancer for, at artiklen vil trække organisk søgetrafik de næste mange år.

Om det er meget eller lidt trafik, kan man dog aldrig vide. En ting er dog sikkert. Over tid vil selv artikler med meget lidt daglig organisk trafik ende med at have akkumuleret forbavsende meget.

Lad mig vise et enkelt eksempel fra Stayclassy.dk.

Stayclassy analytics

Ovenstående graf viser den organiske trafik, som artiklen 7 gadgets til cykler har trukket siden marts 2014, hvor jeg skrev den. I artiklen linker jeg til produkter på forskellige eksterne sider.

Volumemæssigt er ”gadgets til cykler” et ret uinteressant søgeord ifølge Keyword Planner.

Faktisk har søgeordet slet ikke nogen månedlig volume. Det tættest relateret søgeord med højeste volume er ”cykel gadgets”, hvor den månedlige trafik anslås til at være mellem 10-100.

Med andre ord har vi at gøre med et søgeord, hvor efterspørgslen er ret lille.

Til trods for det, har artiklen alligevel performet relativt godt, hvor den organiske søgetrafik i løbet af lidt over to år har hobet sig op til knap 2000 besøg.

Stayclassy analytics2

Udgående kliks på affiliate produkter i artiklen.

2000 besøg er ikke voldsomt meget, men det er alligevel nok til at lave en portion salg. Ud fra en statisk betragtning er der i hvert fald anledning til at forestille sig, at artiklen har genereret en god håndfuld leads.

Går vi ud fra en beskeden konverteringsprocent på 2%, ville denne artikel, som jeg i øvrigt skrev på halvanden time, have genereret cirka 12 salg.

Jeg minder lige om igen, at det ikke er vanvittige tal, vi har med at gøre. Som sagt er eksemplet blot en illustration af den kontinuerlige værdi, der er ved at bruge Affiliate Marketing via bloggere og medier med tekstbaseret indhold.

Hvordan mon grafen ser ud om to år? Eller fem? Der er god grund til at tro, at artiklen vil fortsætte med at generere trafik og salg. Navnligt hvis bloggeren sørger for at opdatere artiklen en gang om året, og samtidig får en stærkere side, som tiden går.

Og her er vi så ved den endelige pointe, nemlig at virksomheder der benytter sig af Affiliate Marketing kan glæde sig over den kontinuerlige trafik, de får i form af henvisninger, hvad end det er til konkrete produkter eller generel omtale. Trafik der som sagt er gratis, indtil den henviste har købt et produkt.

SEO-mæssige fordele ved Affiliate Marketing

Udover at få leveret kontinuerlig trafik er der som regel også SEO-mæssige fordele for virksomheder, der gør en indsats på Affiliate Marketing-området.

Her er det dog vigtigt at tage Google’s guidelines seriøst.

Et af de områder hvor affiliates (bloggere i særdeleshed) bryder Google’s guidelines er ved ikke at markere affiliate links med no-follow tag.

Indtil videre er det dog kun guidelines, da jeg endnu ikke er bekendt med sider, der er blevet straffet af Google på denne baggrund.

For virksomhederne er der med andre ord link juice at hente, hvis deres affiliates ikke benytter best practice, men det er ikke just en strategi, jeg ville anbefale af integrere i link building strategien. I øvrigt er det almindeligt anerkendt, at no follow links faktisk har en positiv effekt på rankings.

En af de positive sideeffekter ift. SEO ved at have affiliates, der linker til din virksomhed, er den kontinuerlige trafik fra forskellige eksterne domæner.

Selvom det nok ikke giver et stort ranking boost, er det stadigvæk et positivt signal, når Google kan se, at dit indhold deles på tværs af internettet og samtidig skaber reelle henvisninger. Ofte glemmer folk inden for SEO-branchen, at den oprindelige idé med links er at henvise besøgende til relevant og værdiskabende indhold. Selvom det ofte er tilfældet, bør et link ikke laves for linkets skyld.

Ved at have din virksomhed promoveret på andre websites øges chancerne ligeledes for mere omtale i form af links.

Sælger du eksempelvis en helt ny gadget som den eneste virksomhed i Danmark, er det sandsynligt at blive omtalt på ComputerWorld og lignende.

Du styrer selv showet

Når din virksomhed har et Affiliate Program, er det 100% op til dig, hvilke bloggere og medier, der skal have lov at promovere dine produkter og/eller ydelser.

På den måde slipper du for, at din virksomhed bliver sat i et dårligt lys på den ene og anden måde.

Det betyder også, at du altid har et komplet overblik over, hvilke affiliates du har og hvordan de hver især klarer sig. På den måde har du som virksomhed også mulighed for at opbygge stærke relationer, som i sidste ende tjener din virksomhed.

For virksomheder er det som regel også interessant at se, hvordan deres affiliates promoverer produkter og ydelser. Ofte kan det give anledning til værdifulde idéer og inspiration i det hele taget, som eventuelt kan implementeres i forretningen på anden vis.

Affiliate Marketing oplever enorm vækst

Affiliate Marketing har eksistereret lige siden, at internettet blev opfundet. Det er dog først i de senere år, at det er blevet sådan rigtigt populært.

I løbet af de sidste fem år er det gået rigtigt stærkt, hvor den samlet årlige vækstrate fra 2011 til 2016 har ligget på solide 17%.

Hvorfor oplever Affiliate Marketing denne stigende popularitet? Det er der flere forklaringer på.

En af dem er, at vi forbrugere er blevet immune overfor reklamestøj. Bannerreklamer, pop-ups, slide-ins og hvad der ellers er, opfattes i høj grad som white noise. Det er AdBlocker et glimrende eksempel på.

Det er også en af grundene til, at bloggere og såkaldte influencers er kommet i høj kurs.

Det er ikke fordi, at vi forbrugere ikke vil præsenteres for nye produkter, tjenester, services mv. Vi vil bare gerne have hjælp til at tage beslutninger, da vi simpelthen ikke kan overskue alle de valg, som reklamecirkusset ønsker, vi træffer.

Det handler også om troværdighed.

Vi kigger i højere grad efter personer, som vi kan relatere til. Rigtige mennesker. Det er sociale medier som YouTube og Instagram glimrende eksempler på.

En af de mest populære YouTubers i øjeblikket er daily vlogger, Casey Neistat.

Casey Neistat lægger hver dag en video op, der fungerer som en slags videodagbog.

I beskrivelsen lige under videoen har han faste affiliate links til Amazon, hvor seeren kan købe det gear, som han bruger til at filme med.

Tror du, at Canon er tilfreds med, at knap fem millioner mennesker dagligt mindes om, at de her megafede videoer er skudt med deres produkter?

Jep, det er der gode chancer for.

Tror du også, at Canon sælger langt flere EOS 70D kameraer via Casey, end hvis samme seertal var via en TV-reklame?

Det fristes man til at tro.

Casey Neistat’s YouTube-videoer vil fortsætte med at henvise til Canon kameraer, indtil de en dag (måske) fjernes. Og samme gør sig gældende med blogindlæg og artikler med affiliate-links.

Netop det at Affiliate Marketing som regel er forbundet med en meget lang levetid i forhold til de platforme, hvor det anvendes, gør det til en ekstraordinært attraktiv markedsføringsform for virksomheder.

Er Affiliate Marketing for alle virksomheder?

Hvis din virksomhed sælger et produkt eller en ydelse online, er det korte svar ja.

Desværre er det ikke helt så simpelt. Sælger din virksomhed udelukkende i Danmark, er der begrænset med muligheder, da markedet ikke er så stort igen.

Inden for herremode som jeg beskæftiger mig en hel del med, ved jeg, at der er meget få mandlige bloggere.

Derfor er det vigtigt, at du først identificerer, om der er et reelt marked, som gør Affiliate Marketing til en meningsfuld del af din online markedsføringsstrategi.

Min egen opfattelse er, at vi går en tid i møde, hvor folk i højere grad vil benytte sig af muligheden for at eksponere sig selv, hvad end det er vlogging på YouTube, WordPress-blogging eller uploading af smukke billeder på Instagram.

I forlængelse af ovenstående skriv har jeg taget fat i Jakob Hermansen, som er Affiliate-ansvarlig for oplevelsesuniverset, DuGlemmerDetAldrig.dk.

DuGlemmerDetAldrig.dk er et fornemt eksempel på en virksomhed, hvor Affiliate Marketing giver rigtig god mening, da deres produkters relevans favner bredt.

Som led i deres fokus på Affiliate Marketing har oplevelsesportalen netop søsat en konkurrence for deres affiliates, der skal motivere dem til at skabe endnu bedre resultater. Blandt andet kan den side, der skaber den største omsætning, vinde 15.000 kroner.

Q&A’en med Jakob har til formål at give et konkret indblik i Affiliate Marketing fra en annoncørs pov.

Q:

Hej Jakob.

Hvad er årsagen til, at I har lavet denne konkurrence? Jeg bruger selv og har brugt en hel del affiliate programmer, men har aldrig rigtigt set noget, der minder om denne slags tiltag. Fortæl.

A:

Hej og tak fordi jeg må være med.

Der er flere årsager til, at vi har startet vores affiliate konkurrence. Den primære årsag for os er, at vi rigtigt gerne vil tiltrække og rekruttere flere affiliates til vores program.

Vi har allerede mange gode partnere, men vi er af den overbevisning, at potentialet for endnu flere partnerskaber i høj grad er tilstede.

Derfor er en del af konkurrencen målrettet dem, som har lyst til at starte op med noget helt nyt. I den sammenhæng har vi ligeledes besøgt flere uddannelsesinstitutioner i håb om at kunne overbevise studerende om fidusen ved at starte op som affiliate.

Dog ønsker vi selvfølgelig også at imødekomme vores eksisterende samarbejdspartnere, hvorfor størstedelen af præmiepuljen er målrettet dem.

Vi har diskuteret en del, hvordan vi kunne udvikle vores affiliate program, så det bliver endnu sjovere at være affiliate hos os. I den forbindelse fornemmede vi på forskellige forums og i dialogen med vores eksisterende affiliates, at konkurrencer er noget, som har en positiv effekt på motivationen til at skabe endnu mere indhold. Derfor valgte vi at starte konkurrencen.

Q:

Hvad har været de største fordele ved at benytte Affiliate Marketing i virksomheden?

A:

Den største fordel er uden tvivl, at vi når bredere ud som brand og derfor har større sandsynlighed for at fange forbrugerens opmærksomhed. Vores affiliate partnere arbejder med specifikke tematikker, hvor vores produkter kan indgå. Der er rigtigt mange årsager til, hvorfor man som forbruger vælger at købe en oplevelse.

Og fordi vores forskellige partnere har disse specifikke udgangspunkter for at tale om oplevelser, hjælper de os med både at imødekomme og inspirere forbrugerens behov.

Q:

Gør I noget specielt for at tiltrække affiliates?

A:

Udover konkurrencen, bruger vi en del energi på at være i dialog med vores Affiliate Partnere, i forhold til hvad der skal til for at De og vi, kan øge omsætningen. Denne dialog er primært præget af vidensdeling og sparring. For eksempel kunne det være, at en affiliate er i tvivl om, hvilke produkter hans site bør sætte i fokus.

Ligeledes sender vi også hver måned et nyhedsbrev ud, hvor vi informerer om, hvilke kampagner vi kører, hvad vi selv har fokus på, hvilke produkter der performer godt og så videre. Idéen med nyhedsbrevet er at give en generel rapportering til vores partnere, således de har mulighed for at optimere deres site bedst muligt.

Q:

Er Affiliate Marketing for alle virksomheder? Er der nogle brancher, hvor du mener, at det giver særligt god mening eller måske det omvendte?

A:

Jeg vil umiddelbart mene, at alle brancher kan drage nytte af Affiliate Marketing, underforstået at de har noget, de kan sælge. Hvis der ikke allerede er nogen, som arbejder med affiliate inden for den branche, som man er en del af, vil det selvfølgelig kræve, at man baner vejen og derved motiverer affiliate marketers til at starte op i den pågældende branche.

Q:

Har der været udfordringer eller problemer forbundet med Affiliate Marketing? I så fald hvilke?

A:

Jeg vil ikke mene, at der har været decideret problemer.

En udfordring man kunne fremhæve, er vores ønske om kvalitetssikring. Nogle affiliate-sites kan have budskaber, der er modstridende ift. det man som brand ønsker at udtrykke. Denne del løser vi hos DuGlemmerDetAldrig ved at screene nye potentielle samarbejdspartnere samt vedvarende dialog med vores eksisterende partnere.

Q:

Hvilken fremtid spår du Affiliate Marketing?

A:

Jeg spår Affiliate Marketing en rigtigt spændende fremtid, og som du også selv skriver, vil behovet for affiliates kun blive større.

Særligt de sites der skaber flotte og intuitive UX designs med kreativt indhold, vil blive en efterspurgt vare i stigende grad, hvor den naturlige konsekvens kun kan være et meget større udvalg af dygtige affiliate partnere, som virksomhederne kan vælge mellem.

Hvad er din holdning? Er Affiliate Marketing noget for din virksomhed?

Hvorfor? Hvorfor ikke?

Har du spørgsmål som du gerne vil have uddybet af enten Jakob eller mig, så er du velkommen til at smide en kommentar herunder.

VN:F [1.9.22_1171]
Hvad synes du om artiklen? Giv en vurdering herunder:
Rating: 5.0/5 (3 votes cast)
Hvorfor virksomheder bør overveje Affiliate Marketing, 5.0 out of 5 based on 3 ratings

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive synlig.