Skriv en masse indlæg i WordPress nu og udgiv dem senere

18-07-2009 19:08 af: Henrik Andersen

Hvis du har en blog er sandsynligheden for at den kører WordPress nok ret stor. Kender du "udgiv senere" funktionen. Jeg synes funktionen er rigtig god og meget nyttig.

Jeg er vel nok det man kan kalde en erfaren blog læser, men rent grøn i at skrive på en blog. Jeg har dog allerede fundet ud af at ideen til det geniale blogindlæg er noget af det sværeste ved blogging. Har man først en god idé til noget godt indhold, som er relevant og som kan give læserne værdi, ja så skriver de næsten sig selv.

Kunsten er, så snart man får en idé, at få den skrevet ned, så den ikke pludselig er væk når man endelig har fået tid til at skrive indlægget. Her er det jo nærliggende (hvis man er online) at bruge WordPress kladde funktionen.

Jeg har allerede en masse kladder liggende som gerne skulle blive til reelle blogindlæg, når jeg får tid til at lave dem færdige. Det behøver ikke være meget mere end en overskrift, før man godt kan huske hvad det var man tænkte da man fik ideen. Hvis man husker dårligt kan man jo skrive et par stikord i tekstområdet :-)

Nå men det var jo egentlig "udgiv senere" funktionen det skulle handle om. Denne funktion er meget anvendelig i flere scenarier. Når du får tid til at gøre et par at dine kladder færdige, så kan det være en god idé at sætte nogen af dem til udgivelse på et senere tidspunkt. Det kan være at:

  • Du skal på ferie, men alligevel ønsker at udgive nogle blogindlæg i løbet af din ferie. Så ser det ud som om der noget hele tiden, selv om du er på ferie.
  • Du drukner i ideer til blogindlæg, har tiden til at skrive dem færdige, men ikke ønsker at de alle skal udgives på én gang. Det kan nok godt betale sig at sprede dine guldkorn ud over en længere periode, så dine læsere kan nå at følge med.
  • Du ønsker at udgive et blogindlæg på et helt særligt tidspunkt på en bestemt dato. Det kan være du vil være den første til at ønske dine læsere godt nytår i år 2010. Hvis du skriver en nytårshilsen nu og vælger 01-01-2010 00:01 som dit udgivelsestidspunkt, så skulle den være hjemme (dårligt eksempel, men du forstår vist pointen med funktionen nu ikke?).
  • Du ønsker at udgive noget hver x dag, men har ikke tid til at blogge i løbet af en bestemt periode.

Husk at gøre dine indlæg helt færdige

Du skal huske at gøre dine indlæg helt færdige, selvom de først bliver udgivet senere. Det sker jo automatisk, så du skal stadig:

  • Tjekke for de værste stavefejl og formuleringer (naturligvis helst dem alle, men det vigtigste er nu engang indholdet)
  • Give dit indlæg et unikt title tag, meta keyword og description tag, så du kan få en så god position i søgemaskinerne som muligt
  • Give dit indlæg en god url (webadresse)
  • Putte det i den rigtige kategori (ja det glemmer jeg af og til)

Efter dit indlæg er blevet udgivet

Når du vender tilbage efter at dit indlæg er blevet udgivet kan du overveje følgende ekstra tiltag:

  • Er historien spændende eller relevant nok til at tilmelde den til aNyhed?
  • Du kan gøre opmærksom på dine seneste blogindlæg på din Twitter og Facebook profil (og evt. andre sociale tjenester).
  • Gå i gang med at udtænke dit næste blogindlæg :-)

Ønsker du at holde øje med kommentarerne i dette indlæg UDEN at kommentere først, så skriv din e-mail herunder og tryk på "Tilmeld"

Skriv en kommentar